Rejs billigt i forsommeren til Grækenland

12. april 2013

Santorini-Bravo-Tours-fantastisk-udsigt

I maj og juni får man charterferien til halv pris

Det forkortede forår får mange danskere til at drømme om sol og varme og en let brise. Mange vælger at søge udenlands for at slå sig ned på en strand eller ved en swimmingpool og lade solen bage den blege krop.
I april er der snart umuligt at opdrive en charterrejse, men har man tålmodighed til at vente til maj eller juni, ser det helt anderledes ud. Booker man allerede nu en rejse i forsommeren, kan man komme af sted for få kroner.

– Det bliver en fantastisk rejsesommer for danskerne, og dermed også for rejsearrangørerne, spår Bravo Tours’ administrerende direktør, Peder Hornshøj.
– Netop nu er mange flere familier med børn af sted end normalt i april. Det hænger sikkert sammen med lock out’en af lærerne. Og mange danskere skal afvikle ferie inden 1. maj, så der er rift om pladserne i resten af april, siger Peder Hornshøj.

Grækenland i blåt og hvidt
Solbeskinnede, hvidmalede huse med blå døre og vinduer, liflig musik i gaderne, duften af god mad, slentrende turister på strandpromenaden, ivrige tjenere ved restauranterne.

Sådan er det Grækenland, som vi danskere elsker.
Den blå himmel. Den blå havoverflade. De hvide facader, der reflekterer lyset og varmen.

Bravo Tours sender i sommer 16 fly om ugen lastet med danskere, der bare ikke kan få nok af den græske hygge og den livgivende varme.
En tredjedel af alle danskere har Grækenland som favoritrejseland, måske fordi grækerne bekymrer sig mere om gæsterne velbefindende end om landets økonomi.
– Vi har fire dejlige græske øer på programmet – Kreta, Rhodos, Zakynthos og Santorini, og vi har udvidet med nye hoteller og flere aktiviteter i år, siger Peder Hornshøj.

Grækere med åbne arme
Længslen efter de græske ferieøer har fået Bravo Tours til at starte sæsonen tidligere end normalt. Ingen andre danske rejsearrangører starter i Grækenland før i maj – efter den græske påske. De kriseramte grækere tog imod de første gæster fra Bravo Tours med åbne arme i torsdags på Rhodos og Kreta, og grækerne glæder sig over, at et rekordstort antal danskere vil besøge ferieøerne i år. Bravo Tours kommer til at sende 16 fly af sted til Grækenland – om ugen – til ferieøerne Kreta, Rhodos, Santorini og Zakynthos.
Peder Hornshøj forudser, at det bliver svært at finde en charterrejse i juli, hvis man ikke skynder sig at bestille.
– Derimod er der masser af pladser i maj og juni. Det er ikke usædvanligt, for lønmodtagernes ferieår starter 1. maj, så ingen har ferie til gode. Det giver gode muligheder for alle dem, der faktisk kan rejse på ferie i maj og juni. Priserne er i bund, men vejret er lige så godt som juli, og der er god plads på feriestederne. Alt i alt får man en mindst lige så god ferie i juni som i juli – bare billigere. I mange tilfælde kan to par rejse sammen for samme pris, som ét par betaler en måned senere, siger Peder Hornshøj.

Share Button