Maldiverne – paradiset, alle burde besøge…

18. juni 2013

MLE-9

For godt et år siden var jeg så heldig at skulle til Maldiverne for at lave kontrakter med hotellerne på Kuredu og Komandoo, –  vores nye destination er Maldiverne. Det er et af de øjeblikke, hvor jeg virkelig elsker mit job…

Da jeg tog hjemmefra, vidste jeg egentlig ikke helt, hvad jeg tog ud til. Vi har jo alle set billeder derude fra, men jeg var nok lidt skeptisk og tænkte, ser det virkelig sådan ud? Papir er jo mange gange taknemmeligt, og Photoshop flittigt brugt.  Men jeg lover, det ser sådan ud!!!

Jeg var der i 3 nætter (hold da op, det var godt nok langt at rejse for så kort tid, tror jeg nu, du tænker), men da jeg sad på vandflyveren på vej tilbage til Malé, føltes det, som om det var flere uger siden, jeg rejste hjemmefra.

Her skal jeg ud igen, tænkte jeg, og min mand skal med!!!

Nu er vi så lige kommet hjem, efter denne gang at have været der i hele 5 nætter, og jeg kunne sagtens tage alt fra min tørresnor, smide det direkte i kufferten og tage af sted igen, helst i dag.

På vores sidste aften sidder vi og snakker om , at vi virkelig burde lave en pagt om,  at vi en gang om året tager herud igen, og her er hvorfor…

Hver eneste dag er fyldt med beslutninger og planlægning for at få dagligdagen til at hænge sammen. Hvem henter børnene, hvad skal vi spise til aften, hvem skal til sport, hvornår kommer du hjem fra job, hvad tøj skal man have på, hvem har tid til at støvsuge, sågar også om, hvad man skal se på TV. Tænk dig en helt uge, hvor de eneste beslutninger, der skal tages er, om det er OK at få en gin og tonic kl. 11, eller om man skal snorkle eller ligge på en solseng!!!

Det er lige netop det, der gør Maldiverne så fuldstændig enestående. Du er på en lille ø, midt i absolut ingenting, og hvor end du kigger hen, ser du vand i de mest utrolige farver. Absolut ALT ligger op til, at du fuldstændig ”hiver stikket ud” og kun er til stede lige her og nu.

Vi boede i en Beach Villa på den vestlige side af øen, og kunne om aftenen lige få en snert af solnedgangen, hvis vi flyttede vores liggestole ned i vandkanten. Det bedste tidspunkt på dagen var dog om morgenen. At trække gardinerne fra og se dette fantastiske hav, kridhvidt sand og solen skinne fra en skyfri himmel.

Selvom det er ferie, får man sjovt nok egentlig hurtigt en rutine. Vores var op af sengen, pakke tasken med håndklæder, solcreme (faktor superhøj) og masser af bøger, og så gå øen rundet. Skulle egentlig kun tage ca. 45 min, men for os tog det betydeligt længere tid, da jeg helst skulle gå med næsen i strandkanten for at finde skaller og muslinger. Her skal det lige nævnes, at det er vigtigt at komme forholds tidligt op, for der går simpelthen folk rundt med river for at fjerne tang og skaller, der er kommet ind med tidevandet i løbet af natten. Ergo er det vigtigt for muslingesamlere at komme ud før ”manden med riven”.

Undervejs stoppede vi og spiste morgenmad i en af de tre restauranter, inden vi til sidst nåede den sydvestlige spids, hvor vi bare syntes, det var fantastisk at være. Her var vi også tæt på Sangu-baren, når det var tid til forfriskninger.

I løbet af dagen blev der læst, windsurfet, roet i kajak og ikke mindste svømmet og snorklet, men det bedste af alt var faktisk, at der egentlig ikke skulle tænkes eller tages beslutninger om noget som helst. Alle du møder rundt omkring på øen er flinke og rare og ikke mindst afslappede. Her behøver man nemlig ikke smide sit håndklæde på en liggestol kl. 6 om morgenen for at være sikker på at få en!!!

Når solen begyndte at gøre klar til at gå ned, gjorde vi klar til at returnere til vores villa. De fleste aftener tilbragte vi på den store udendørs terrasse ved ”O” village. Her har de sat undervands-lamper op, så der er rig mulighed for at se små Blacktip-hajer, rokker og alverdens farvestrålende fisk.

Vi var på All Inclusive, egentlig en meget let beslutning, da der jo ikke er andre steder at gå hen. Og maden, ja, den er fantastisk, alt er friskt og lækkert.

Da dagen oprinder, hvor vi skal hjem igen, er vi begge enige om, at de her 6 dage føltes som 14, og det er næsten med våde øjne, at vi stiger om bord på vandflyveren igen. Vi kigger på hinanden, og usagt er vi helt enige om, at her skal vi tilbage til. Ikke i dag, men tilbage skal vi….

Læs meget mere om Maldiverne – Klik her!

Solrige hilsner fra Pernille
Rutefly Produktion, Bravo Tours

Share Button